Historien bag

Vi hedder Henriette og René, og det er os, som står bag Local Food.

Vi elsker at smage på mad af høj kvalitet – og særligt elsker vi at smage på lokale specialiteter og finde de gårdbutikker, som producerer fødevarer af høj kvalitet.

Det er vores indgangsvinkel til Local Food. Vi ønsker, at mange flere får øjnene op for gårdbutikkerne i nærområdet og de specialiteter, som de producerer. Og vi ønsker at fremme høj kvalitet og et mere bæredygtigt valg med mindre transport og fokus på lokale råvarer.   

Idéen til Local Food

 

Idéen til Local Food opstod på en af Renés mange ture rundt i lokalområdet. Vi bor og arbejder i henholdsvis Varde og Ringkøbing-Skjern Kommune, og kommer meget rundt i kommunerne. Vi lægger mærke til små gårdbutikker og går op i at finde lokalt producerede fødevarer. Derfor blev det naturligt for os at opspore de mange små gårdbutikker og lokale producenter, som findes i de to kommuner.

Vi elsker at komme i gårdbutikker og andre små produktionssteder. Vi får en snak med landmanden, som producerer den gode spegepølse eller bærrene til marmelade. Vi indånder duften i det lokale osteri, vi føler kornet i vores hænder og smager brødet, før vi køber det. Den oplevelse ønsker vi at dele med mange flere.

Gang på gang har vi hørt fra ejerne af butikkerne, at de har svært ved at tiltrække kunder. Det gør os ondt. Hver gang en lille gårdbutik lukker, er der et lille stykke historie og smag, som forsvinder.

Når vi selv tager rundt i Danmark som turister har vi oplevet, hvor svært det er at opspore de lokale perler. Også selvom det er blevet lidt af en sport for os.

 

Et bindeled

 

Med Local Food ønsker vi at skabe det bindeled, som kan åbne flere turister og lokales øjne for de små gårdbutikker og producenter, hvor de kan få en helt særlig (smags)oplevelse.

Desuden ønsker vi at støtte en mere bæredygtig vej fra jord til bord, hvor der bruges knap så mange ressourcer på transport og forskellige mellemmænd. De materialer vi bruger til blandt andet emballage har vi nøje udvalgt med fokus på miljøet. 

Vi tager personligt rundt og besøger alle de gårdbutikker og producenter, som er med i vores tre kasser: Smagekassen, Gavekassen og Oplevelseskassen.

Producenterne bestemmer, hvad de serverer i deres kasse. Men vi står inde for kvaliteten af produkterne, da vi har besøgt og talt med alle producenter og smagt på et udvalg af deres varer.